top of page
nannasnissen

Hvorfor tisser du i bukserne?

I modsætning til, hvad du måske har fået at vide, så er svage bækkenbundsmuskler altså ikke den eneste årsag til ufrivillig vandladning!


Blærekontrol er nemlig en kompleks mekanisme, som gør at ufrivillig vandladning kan være et vanskeligt problem. Nedenstående er nogle af de årsager, der kan påvirke din evne til at holde tæt:


Tværsnit af underlivet
Behandlingen af inkontinens handler om meget mere end blot knibeøvelser

Øget bugtryk


Når du er fysisk aktiv medfører det et øget bugtryk (Intra abdominalt tryk), der skaber et pres i nedadgående retning mod dit underliv og bækkenbund. Din bækkenbund kan altså godt være stærk – men hvis belastningen i nedadgående retning er for stor og du samtid ikke formår at ”tage noget af trykket af”, vil det overstige bækkenbundens kapacitet, hvilket kan give lækage


Hvad kan du gøre? Mit råd ville være, at træne samarbejdet mellem bækkenbunden og vejrtrækningsmusklen. Gennem funktionel bækkenbundstræning genoptræner du din kernes evne til at "fordele" det øget bugtryk under belastning, hvorfor at presset mod underlivet mindskes samtidig med at bækkenbunden stadig får lov at arbejde.


Se hvordan funktionel bækkenbundstræning kan se ud HER


Manglende støtte fra ligamenter


Dit urinrør bliver blandt andet støttet af et ligament (Pubo urethral ligament), der slynger sig rundt om urinrøret og fæstner på din kønsben for at holde urinrøret stabilt. Denne stabilitet er vigtig og hvis dette ledbånd er beskadiget, hvilket fødsler kan være årsag til, så er der større risiko for lækage.


Hvad kan du gøre? Foruden skader på ligamenter i underlivet kan bindevæv og musklerne i din bækkenbund også være "medtaget" efter en fødsel og evt. have fået nogle større skader. Her er det en fordel af blive bevidst omkring bækkenbundens svagheder og ressourcer, da nogle skader ikke kan genoptrænes. Det bliver derfor endnu mere relevant at tænke hjælpemidler(støttepessar), træne bækkenbunden, have gode toiletvaner og vejledes i bækkenbundsvenlig træning.


Ukoordinerede bækkenbundsmuskler


Lige så vel at du kan opleve lækager på grund af svage bækkenbundsmuskler, så kan en overspændt bækkenbund også medfører inkontinens. Og selvom du måske kan have en stærk nok bækkenbund, kan det være at du ikke formår at time aktivering af dit knib, hvorfor du ikke får udbytte af din styrke.


Hvad kan du gøre? Din bækkenbund er dynamisk og skal derfor både kunne aktiveres og afspændes, for kunne arbejde adækvat. Hvis man har svært ved at koordinere sine knib og også slippe sit knib igen ville jeg fokusere på træning der øger feedback. Det kunne både være ved at bruge et spejl (visuelt), sidde på håndklæde/empelvic pude, prøve forskellige udgangsstillinger, mærke med dine hænder eller for noget at bruge prober, der kan fortælle hvornår du slipper og kniber. Ja - alle knib gælder som man siger ;)


Du har en nedsynkning


Livmoder, blære og tarme holdes på plads af bækkenbundsmuskler og støttevæv, som hæfter på indersiden af bækkenet. Underlivsorganerne kan nedsynke, hvis muskler og støttevæv bliver svækket, hvilket kan ske efter fødsler eller på grund af naturlige alderdomsforandringer. Hvis du har en nedsynkning af din blære, kan det give udfordringer med lækager og hyppig vandladningstrang.


Hvad kan du gøre? Hvis du mistænker at du har en nedsynkning vil du foruden den essentielle bækkenbundstræning kunne have gavn af råd og vejledning i blære- og tarmfunktion og hvordan du støtter kroppens naturlige afføring og vandladningsvaner, generel livsstilsrådgivning samt vejledes i brug af støttepessar og aflastningsteknikker. Alt efter type af nedsynkning kan der være forskellige råd, der er særlig gavnlig for dig


Læs mere om nedsynkning HER


Hormonelle forandringer

 

I dit underliv findes der utallige celler, der påvirkes af det kvindelige kønshormon østrogen (østrogenreceptorer).  Østrogen er en vigtig spiller i forhold til at holde slimhinderne fugtige og ”spændstige”. Er du lav på østrogen enten fordi du lige har født, stadig ammer eller har ramt menopausen, kan dette have betydning for din evne til at holde tæt. Nogle kan endda oplever at de cyklisk har flere lækager dagene op mod menstruation


Hvad kan du gøre? Snakker vi "almindelig" cyklus, vil du i perioden fra ægløsningen og op mod menstruation have et fald på østrogen og en stigning på progesteron (hvilket øger eftergiveligheden i blandt anden vores glatte muskulatur). Her vil nogle kvinder have tendens til flere lækager, hvorfor at det kan give mening at tilpasse sin træning efter ens cyklus, således at der er mindre high-impact øvelser i denne periode. Er de ufrivillige vandladninger kommet i forbindelse med menopausen og der er forsøgt med individualiseret bækkenbundstræning, vil jeg råde dig til at snakke med din læge omkring østrogentilskud


Du har en overaktiv blære


Overaktiv blære(OAB) eller tranginkontinens (urgencyinkontinens) er kendetegnet ved at man skal skynde sig meget når man mærker trangen og ofte lækker man en større mængde urin inden man når toilettet. Ved OAB vil signalerne som blæren sender til hjernen være unormalt kraftige. Det kan medfører at vandladningsrefleksen går i gang ved at detrusor(blæremusklen) automatisk trækker sig sammen.


Hvad kan du gøre? Ligesom din bækkenbund skal trænes, så skal din blære også trænes, hvilket kan gøres ved at forsøge at udsætte vandladningen (først 2 min, så 5 min osv.) ind til du kan holde dig i nogle timer. Dertil kan du have gavn af f.eks. at lave lange knib når trangen melder sig og samtidig trække vejret roligt og nedsætte tempoet for at undgå stress. Hvis tilstanden er opstået pludselig, vil jeg altid råde til at søge læge


Var det så det hele?


Selvom du måske tænker, at det da alligevel var en del årsager, så er ovenstående ikke udtømmende. Sygdomme i rygsøjlen eller hjernen kan også være årsag til ufrivillig vandladning og kan kræve anden udredning og tilgang.


Og pointen?


Hvis du har problemer med inkontinens, så er behandlingen ikke en one-size-fits-all-pakke! Vi er alle forskellige og årsagen til vores symptomer kan være meget individuelle. Af samme grund skal dit træningsprogram til dit underliv også tilpasses dine udfordringer.


Der findes masser af dygtige UroGynObs fysioterapeuter ude i landet. Og du kan finde en nær dig via behandlerlisten


Skrevet af: GynObs Fysioterapeut, Nanna Møller Nissen

Klinikejer Krop og Underliv

248 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page