Tænk hvis et underlivstjek var lige så naturligt som et tandlægebesøg?

Tænk hvis et underlivstjek var lige så naturligt som et tandlægebesøg?

Det lyder måske lidt skørt. Men hvorfor lærer vi fra barnsben at passe på vores tænder - mens mange først lærer deres bækkenbund og underliv at kende, når noget begynder at gøre ondt eller ikke længere fungerer som før?

Der er områder af vores krop, vi er rigtig gode til at passe på forebyggende. Vi går til tandlægen, selvom vi ikke har tandpine. Vi får undersøgt vores tænder og tandkød, bliver spurgt til vores tandbørstning og får måske endnu en venlig påmindelse om den tandtråd, vi godt ved, vi burde bruge lidt oftere.

Finder tandlægen begyndende problemer, kan vi reagere på dem, inden de udvikler sig. Det betragter de fleste af os som helt naturligt.

Men forestil dig så, at vi havde samme tilgang til vores underliv.

At vi ikke først begyndte at interessere os for bækkenbunden, når vi pludselig lækker urin på løbeturen. At vi ikke først talte om slimhinder, når samleje begyndte at gøre ondt. At vi ikke først lærte om gode toiletvaner, når forstoppelsen havde været en fast følgesvend i årevis.

Og at vi måske kendte vores eget underliv så godt, at vi vidste, hvad der var normalt for os - og derfor også lettere kunne reagere, når noget ændrede sig.

Det er selvfølgelig ikke det samme at gå til tandlægen og at få undersøgt sit underliv. Og nej, jeg foreslår heller ikke, at alle kvinder skal indkaldes til en gynækologisk fysioterapeutisk undersøgelse hvert andet år.

Men tanken har alligevel strejfet mig:

Hvad ville der ske, hvis vi betragtede vores underlivssundhed som noget, der fortjener opmærksomhed gennem hele kvindelivet – og ikke først, når vi får problemer?

Vi bliver faktisk undersøgt – men bliver vi også undervist?

Som kvinder møder vi sundhedsvæsenet flere gange gennem livet med vores underliv. Vi deltager i screening for livmoderhalskræft. Nogle får foretaget gynækologiske undersøgelser i forbindelse med symptomer, prævention eller graviditet. Efter en fødsel tilbydes man opfølgning, og senere i livet kan overgangsalderen igen bringe underlivet ind i konsultationsrummet.

Alle disse tilbud har deres vigtige formål.

Men der er forskel på at blive undersøgt for sygdom og at lære sit underlivs funktion at kende. Hvornår lærer vi eksempelvis, hvordan en velfungerende bækkenbund egentlig føles? Hvornår lærer vi, at bækkenbunden ikke bare skal kunne knibe, men også skal kunne give slip?

Hvem fortæller os, hvad der er hensigtsmæssige vandladnings- og afføringsvaner? At tilbagevendende smerter ved samleje ikke bare er noget, vi nødvendigvis skal acceptere? Eller at urinlækage er almindeligt, men ikke dermed noget, man behøver affinde sig med?

For mange kvinder kommer den viden først, når de sidder hos mig eller en anden GynObs fysioterapeut med et problem.

Og nogle har på det tidspunkt haft symptomerne i 5, 10 eller 20 år.

"Jeg troede bare, det var sådan, det var at være kvinde"

Det er en sætning, jeg synes siger rigtig meget om vores forhold til underlivssundhed. For nogle underlivsgener er så almindelige, at vi næsten er kommet til at betragte dem som en naturlig del af det at være kvinde. Man har fået børn, så selvfølgelig tisser man lidt i bukserne, når man hopper på trampolin. Samleje er blevet mere ubehageligt efter fødslen, men kroppen er jo også blevet ældre.

Man går på toilettet "for en sikkerheds skyld", hver gang man forlader huset, fordi blæren ikke rigtig er til at stole på. Eller man har altid haft svært ved at komme af med afføring og har aldrig overvejet, at bækkenbunden kan spille en rolle.

Noget kan selvfølgelig ændre sig gennem livet, og ikke enhver forandring kræver behandling.

Men almindeligt er ikke nødvendigvis det samme som uundgåeligt.

Og måske ville flere kvinder søge hjælp tidligere, hvis de allerede vidste, hvordan deres underliv fungerer, og hvilke signaler der er værd at reagere på.

Hvad nu hvis vi kendte vores bækkenbund, før den gav problemer?

De fleste af os ved nogenlunde, hvordan man børster tænder.

Men spørg en gruppe kvinder, hvordan man laver et korrekt knib, og svarene bliver sandsynligvis noget mere forskellige.

Bækkenbunden er en lille muskelgruppe, som blandt andet hjælper os med at holde på urin, luft og afføring, støtter bækkenorganerne og spiller en rolle i seksualfunktionen. Samtidig skal den arbejde sammen med blandt andet vejrtrækningen og resten af kroppens kernemuskulatur.

Lær mere om underlivet i Krop og Kerne

Og en velfungerende bækkenbund er ikke bare en stærk bækkenbund.

Den skal kunne reagere hurtigt, når du hoster eller hopper. Den skal kunne udvikle kraft og være udholdende. Men den skal også være eftergivelig og kunne slappe af, når du skal på toilettet, har samleje eller føder et barn.

Alligevel møder mange først begrebet bækkenbundstræning under eller efter deres første graviditet. Jeg kunne godt ønske mig, at den viden kom langt tidligere.

Ikke fordi unge kvinder skal gå rundt og være bekymrede for deres bækkenbund. Tværtimod.

Viden om kroppen burde skabe større tryghed ved kroppen - ikke større bekymring for den.

Hvordan kunne et "underlivstjek" egentlig se ud?

Hvis vi leger videre med tanken om tandlægebesøget, behøver et underlivstjek heller ikke nødvendigvis handle om at lede efter fejl.

Det kunne i lige så høj grad være en samtale om, hvordan underlivet fungerer lige nu.

Hvordan fungerer din blære og tarm? Kan du holde på urin, luft og afføring? Har din cyklus ændret sig? Hvordan har slimhinderne det? Er sex og intimitet, som du ønsker det, eller oplever du smerter, tørhed eller andre gener?

Og så selvfølgelig bækkenbunden.

Kan du finde den? Kan du aktivere den korrekt? Hvor stærk og udholdende er den? Kan den reagere funktionelt - og mindst lige så vigtigt: kan den give helt slip igen?

Hvis der er indikation for det, og kvinden selv ønsker det, kan en GynObs undersøgelse give yderligere information om blandt andet bækkenbundens styrke, spændingsniveau, koordination og eventuelle nedsynkninger.

Men et sådant møde kunne også handle om noget helt andet.

Måske overvejer du at stoppe med prævention, fordi du gerne vil være gravid. Måske er du begyndt at løbe og oplever de første små lækager. Måske har du født og er usikker på, om kroppen er klar til at vende tilbage til træning. Eller måske nærmer du dig overgangsalderen og oplever forandringer i slimhinder, blære eller seksualfunktion, som du ikke helt ved, hvad du skal stille op med.

Det er alt sammen underlivssundhed.

Forebyggelse betyder ikke, at vi kan forhindre alt

Her er der en vigtig nuance. Et regelmæssigt besøg hos en GynObs fysioterapeut ville selvfølgelig ikke kunne forebygge alle underlivsproblemer.

Vi kan ikke træne os fra alle fødselsskader. Vi kan ikke nødvendigvis forhindre en nedsynkning, inkontinens, endometriose, hormonelle forandringer eller andre tilstande ved at være "dygtige" til vores underliv.

Og kvinder skal bestemt ikke stå tilbage med følelsen af, at de selv burde have forhindret deres symptomer.

Men forebyggelse kan også betyde noget andet.

Det kan være at opdage et uhensigtsmæssigt mønster tidligt. At lære den rigtige knibeteknik, inden man laver hundredvis af forkerte knib. At behandle forstoppelse og ændre toiletvaner. At opdage, at bækkenbunden faktisk er for spændt fremfor for svag. At få hjælp til begyndende urinlækage, før man holder op med at løbe på grund af den.

Og måske allervigtigst: at vide, hvornår noget fortjener at blive undersøgt.

Underlivssundhed ændrer sig gennem hele kvindelivet

Vores underliv er ikke statisk. Pubertet, menstruationscyklus, prævention, graviditet, fødsel, amning og overgangsalder påvirker kroppen forskelligt. Vores seksualliv, aktivitetsniveau, sygdomme og operationer kan også ændre sig gennem livet.

Derfor synes jeg egentlig, det er lidt pudsigt, at vi ofte betragter viden om underlivet som noget, der primært bliver relevant omkring graviditet og fødsel.

En 20-årig kan have smerter ved samleje.

En 30-årig kan have svært ved at tømme tarmen.

En 40-årig kan opleve urinlækage under træning.

Og en kvinde omkring overgangsalderen kan pludselig opleve tørre slimhinder, gentagne urinvejsgener eller ændringer i blære og seksualfunktion.

Underlivssundhed er med andre ord ikke et efterfødselsprojekt.

Det er en del af kvindesundhed gennem hele livet.

Måske skulle vi tale om underlivet, før det bliver et problem

Jeg ved ikke, om vi alle sammen skal gå til GynObs fysioterapeut hvert andet år. Det er heller ikke en anbefaling, der findes evidens eller nationale retningslinjer for. Men jeg synes, tanken er værd at lege med.

For tænk, hvis det var lige så naturligt at kende sin bækkenbund, som det er at vide, at man skal børste sine tænder.

Tænk, hvis unge kvinder lærte om blære, tarm, menstruationscyklus, seksualfunktion og bækkenbund uden først at skulle have et problem.

Tænk, hvis vi efter en fødsel ikke kun spurgte: "Hvordan går det med barnet?" – men også systematisk interesserede os for, hvordan kvindens bækkenbund, blære, tarm, seksualfunktion og krop havde det.

Og tænk, hvis kvinder vidste, hvor de kunne gå hen, når noget ændrede sig - inden de havde levet med generne i årevis.

Måske ville det ikke kun betyde, at nogle problemer blev opdaget og behandlet tidligere.

Måske ville det også betyde, at flere kvinder blev trygge ved deres underliv, lærte deres egne signaler at kende og oplevede mindre skam, når noget ikke fungerede helt, som de ønskede.

For vi passer på vores tænder, vores hud, vores kondition og mange andre dele af kroppen - Så Hvorfor skulle vores underliv egentlig fortjene mindre opmærksomhed?

Og bare rolig.

Jeg lover, at jeg ikke begynder at booke jer ind til jeres næste underlivseftersyn på tilfældige tidspunkter i kalenderen 😉

Men måske er det værd at spørge sig selv:

"Hvornår har du egentlig sidst været nysgerrig på, hvordan dit underliv har det - uden at der først skulle være noget galt?"

Book tid

Skrevet af: GynObs Fysioterapeut, Nanna Møller Nissen

Klinikejer Krop og Underliv